Runerne på den 1,25 meter høje Snoldelevstenen er så vidt vides det ældste stykke skrift fra Roskildeegnen.

Det er Sjællands ældste runesten fra omkring 650-800. Teksten lyder: Gunvalds sten, søn af Roald, thul (taler) i Salhøjene

Roskilde har fra helt gammel tid været kulturcentrum i Danmark. Det skyldtes dog ikke kun runerne og vikingerne, men i ligeså høj grad miljøet omkring Roskilde Domkirke.

Roskilde var et af kirkens hovedsæder i det katolske Danmark. I gammel tid var det at skrive knyttet til det latinske sprog, og det latinske sprog var knyttet til kirken. Da Roskilde var et kirkeligt hovedsæde, blev byen helt naturligt også skriftens hovedsæde i Danmark. De første længere tekster om Danmark har da også rod i Roskilde-området. Det gælder Roskilde-krøniken og Lejrekrøniken. To vigtige historiske dokumenter der har lagt grunden for den mest kendte middelalderkrønike: Saxo Grammaticus’ Danmarks Krønike.

Der er masser af uudforskede områder, når vi kommer tilbage til Danmark i den katolske tid og omkring overgangen til Reformationen. Roskilde har en hel perlerække af personligheder og værker fra den tid, hvoraf mange er videnskabeligt underbelyste og ikke er tilgængelige for en bredere offentlighed. Vil man f. eks have mere at vide om et af de store brud i Danmarkshistorien, reformationen, så er Roskilde et godt sted at starte. Her er der et tydeligt før og efter. Det er et brud der virkeligt føles og er synligt også i litteraturen. Tag f. eks Poul Helgesen og hans indemurede Skibbykrønike. Helgesen var en af det officielle Danmarks sidste katolikker. Han forsøgte til det sidste at bevare Danmark katolsk. Da projektet var endeligt mislykket, skrev han sin version af historien i Skibbykrøniken. Han selv eller andre fik den muret inde i Skibby Kirke, så kunne eftertiden få besked og muligvis give ham ret.