| Thummelumsen og Livsens Ondskab |
 |
 |
|
Thummelumsen og Livsens Ondskab. Fiktion eller virkelighed? Gustav Wieds mest kendte og elskede romanfigurer er uden tvivl altmuligmanden Emmauel Thomsen med øgenavnet Thumsen eller Thummelumsen og toldkontrollør Knagsted med øgenavnet Livsens Ondskab, der i fællesskab har hovedrollerne i romanen ”Livsens Ondskab”. Ikke mindst Danmarks Radios fjernsynsserie af samme navn som romanen samt Keld Markuslunds og Carl Ottosens fortolkning af rollerne har gjort disse figurer til folkeeje. Ældre roskildensere var ikke et øjeblik i tvivl om, at tobakshandler Otto Mellerup var modellen til Thummelumsen og fotograf Kristian Hude modellen til Knagsted. I det hele taget mente mange af Gustav Wieds bysbørn, at stort set alle forfatterens litterære figurer var tegnet efter levende model, naturligvis fra Roskilde. Det var en kendt sag, at forfatteren plejede omgang med sære eksistenser i byen, og folk var ikke i tvivl om, at han gjorde det i den hensigt at aflure dem visse karaktertræk og ikke mindst egnede replikker til forfatterskabet. Spørgsmålet er nu, om man ligefrem kan sætte lighedstegn mellem romanfigurer og de påståede modeller. Hvor meget stemmer overens, og hvor meget er totalt forskelligt? Lad os først se på Thummeleumsen. Efter at Emmauels mor var blevet enke, havde hun og sønnen måttet forlade Møllegården, den Thomsenske familieejendom, der lå lidt uden for byen. I romanens tredje kapitel føres læseren ind i familiens lille byejendom, hvor Emmauels mor driver ”Karen Thomsens Lingeri og Garnhandel”. Her sidder hun ved morgenkaffen og tænker over sønnens fikse idé om at købe den fædrene gård tilbage: ” Herregud, nu havde hun boet her i dette rare, lille hus snart i femten år, og fundet sig til rette i det og vænnet sig til det. Men Manuel tænkte jo aldrig på andet end gården derude. Aldrig var hans tanker borte fra den. Hvad han så gjorde og tog sig for, så var det gården. Det var lige knap og nap, at de kunne spise sig mæt, for at han kunne lægge penge til side. Det var ligefrem bleven sådan en galskab hos ham at få gården tilbage; og en ære.” For at nå dette mål, indretter Emmauel moderens forretning og påtager sig selv en vrimmel af småjobs og småhandel for at lægge skilling til skilling. Han styrer sin underkuede mor med hård hånd for at nå sit mål. Vender vi os nu til virkelighedens Otto Mellerup er der ganske rigtigt mange detaljer, der stemmer overens. I familien Mellerup var Ladegårdsmøllen lige øst for Roskilde den fædrene gård. Også fru Mellerup var blevet tidlig enke og havde måttet forlade gården af økonomiske årsager. Fruen flyttede med sine hjemmeboende børn ind til sin mor, der boede i et lille hus i Algade (nr. 63). Her indrettede hun en tobaksforretning. Otto var hendes næstældste søn. Han havde som barn været ude for en ulykke. Han var derfor skæv i den ene skulder og trak lidt på det ene ben ligesom Thummelumsen. Otto lærte at rulle cigarer og gik ellers til hånde i butikken. Også følgende beskrivelse kan passe på den fiktive figur og på den påståede model: ”Og han gik ud på landet hos bønderne og købte gamle møbler og billeder og kobber- og messingsager, som han så fiksede op og solgte til langt over det dobbelte af, hvad han selv havde betalt for det.”, idet Mellerup siden blev antikvitetshandler. Til hans kundekreds hørte for resten også Gustav Wied. Museumsinspektør Niels A. Christiansen skriver bl. a. herom i Romu II: ”En standkiste med poleret træ i kamfertræsfacon og med meget store messingbeslag er jo nok en fidus, indkøbt hos Mellerup, der således har fået en beskeden hævn for identifikationen med Thummelumsen.” Der er således flere ydre karakteristika, der stemmer overens mellem Thummeleumsen og Mellerup – ellers var koblingen nok heller aldrig opstået. Men hvordan stemmer den fiktive og den virkelige persons karaktertræk så overens? Journalisten Gunnar Houmark satte sig engang for at undersøge, om Mellerup virkelig var Gustav Wieds model. Han opsøgte Mellerup i hans antikvitetsforretning for at udfritte ham. Houmark opnåede at blive inviteret på aftenkaffe i hjemmet. Her fik han naturligvis også hilst på fru Marie Mellerup. Houmark har siden beskrevet hende som en høj, respektindgydende dame med et skarpt blik. Når sønnen sad og ledte efter ordene, brød hun ufortrødent ind og fuldendte hans sætninger med ordene: ”Det var vel saadan Du mente”, hvortil sønnen hviskede et næppe hørligt: ”Ja, Mor.” Først da hun gik ud for at lave kaffe kom antikvitetshandleren selv til orde. Han opfattede også sig selv som model til Thummelumsen. Det havde han egentlig ikke noget imod, for som han sagde: ”Skadet har det jo ikke … jeg mener Forretningerne.” Vi kan således konstatere, at Mellerup i modsætning til modellen havde humor. Han havde heller ingen drømme om at købe den fædrene gård tilbage. Og endelig var forholdene i hjemmet næsten de omvendte af forholdene i det Thomsen’ske hjem. Det var moderen, der havde det store ord at skulle have sagt, medens Otto var den respektfulde søn. Så man kan således ikke sætte lighedstegn mellem Mellerup og Thummelumsen. Hvordan er forholdet så mellem Hude og Livsens Ondskab? Ja her er det næsten omvendt. Der er ingen ydre ligheder mellem fotografen og toldkontrolløren. Til gengæld er der flere karaktertræk og tilbøjeligheder, der stemmer overens, hvilket vi vil se lidt nærmere på. Også en vis ydre lighed kan spores, idet følgende beskrivelse også kunne gå på Hude: ”Og da man havde fået kigget ham efter i sømmene og set totterne i hans øren og brynene over hans øjne og det gulrøde hårlag, der groede ham ud over fingerledene, var der straks et vittigt hoved, der havde døbt ham Esau”. Hude var godt nok ikke rødhåret, men havde som Knagsted denne hårpragt og de buskede bryn. Om borgerskabets forholdt til tolderen efter hans optagelse i ”De danske ædedolke” hedder det i romanen: ”Og snart blev han medlem af Dolkene og drak dus med flere brødre. Men egentlig hvad man kalder ”afholdt” blev han ikke. Snarere fik man en slags ærefrygt for ham, og det i dette ords allergammeltestamenteligste betydning, idet man på en måde så op til ham og beundrede ham, men i frygt og bæven. Man var bange for at blive hans offer og bøjede af for ham. Man skælvede for hans hvasse tunge og talte ham derfor efter munden.” Således også med fotograf Hude. Folk, der ikke kendte fotografen personligt, forargedes over hans frisprog og hele hans fremtoning, der i den grad stak af fra det bedre borgerskabs, selv om han var prokuratorsøn og havde læst på universitetet, inden han opgav studierne for at blive huslærer og siden fotograf. Forfatteren Eddi Salicath, der også har beskæftiget sig med Gustav Wieds modeller, har beskrevet Hude på følgende vis: ”Ved første indtryk støjende og disharmonisk, vel mest på grund af et dårligt bevægeligt ben, tonede Hude frem i gadebilledet, bebrillet, fipskægget, i klædedragt og væsen som en uforgængelig vandrende studentersamfundsmand fra de tidligste år, nu vel adjunkt eller læge, stejl af frihedsteorier, anskueligst ved nakkens rejsning. Der var slagord og eder og grovkornet sprog i ham – og bag det et desillusioneret, et følsomt og nænsomt menneske. Når han talte, var det som havde han brændt sig indvendig, ordene fusede gloende ud af ham, kinderne hang indfaldne som siderne på en nykælvet ko.” Ikke ulig Hude havde Knagsted også sit ”barometerben” Hude var som Knagsted ungkarl, men var på ingen måde kvindehader. Som hushjælp foretrak han unge piger eller koner, helst kønne og kvikke og usnerpede. Forfatteren Harald Herdal har beskrevet Hudes forhold til kvindekønnet, bl. a. hans hushjælp: ”Har De set min lille nye, køn lille satan, ikke, den forrige gik desværre hen og giftede sig, lad gå med det, men manden ville ikke ha’ hun kom her mere, fjolset.” Han fortsatte: ”Hudes mere banale udtalelser om kvinden var en facon, en vane, og nok et skjul for ganske andre følelser. Han viste mig engang fotografiet af en ung smuk pige, foregav at han ikke kendte andet til hende end at han havde fået lov til at fotografere hende. En pige der havde været ung omkring århundredskiftet. ”Yndig, ikke, jeg har ikke nænnet at smide det væk”. Der opstod en lille tavshed. Og med sit kønne smil, og som om han et øjeblik havde været langt borte, sagde han ”Kærligheden, kære digter, er noget humbug. Ta’ Dem en frisk cigar.” Denne beskrivelse er ikke ulig toldkontrollørens forhold til kvindekønnet i almindelighed og Skov Stine i særdeleshed. Hans glæde ved besøgene hos Stine beskrives forud for hans sidste tur ud til hende i fortsættelsen ”Knagsted”: ”Snart kunne han skimte Boserup-Skovens friske, grønne trækroner; og ganske stille begyndte gløden over at skulle gense den gamle, fornøjelige Stine og hendes hyggelige stue, og over atter at skulle høre hendes frydeskrig og hendes muntre pludren at spire frem i ham.” Men forventningens glæde er kort, idet han et øjeblik efter får at vide, at hun er død. Hans replik: ”Død…?” rummer al hans fortvivlelse. Også glæden ved naturen, som netop førte ham ud til Stine, havde Knagsted til fælles med Hude. Som Knagsted tog fotografen tog udflugter ud i naturen, dog hellere med gode venner end alene. Hvorfra kunne Wied nu vide så meget om Hude/Knagsteds karakter? De kendte faktisk hinanden ganske godt. Fotograf Hude lærte forfatteren at fotografere. Under stille stunder i mørkekammeret har de uden tvivl talt sammen og lært hinanden nærmere at kende. Vi kan således konstatere, som det så ofte er tilfældet, at forfatteren har lånt visse træk fra eksisterende personer, men skærer man ind til benet, afsløres mange unøjagtigheder og forskelle.
Powered by !JoomlaComment 3.21
3.21 Copyright (C) 2007 Alain Georgette / Copyright (C) 2006 Frantisek Hliva. All rights reserved." |
|||||||||||||||||||||||