 Holger Drachmann var en af de vigtige figurer i det moderne gennembrud i Danmark. I perioder boede han i Roskilde.
Holger Henrik Herholdt Drachmann. Født 9. oktober 1846 i København, død 14. januar 1908 i Hornbæk. Siden begravet på Skagen. Holger D. var søn af lægen A. G. Drachmann ( 1810-92). Han begyndte sin karriere som barberlærling, derfra tog han springet til at blive læge og endte som titulær professor. Familien boede i København, men tilbragte ferierne i Fredensborg. Moderen Vilhelmine Marie Stæhr (1820-57) døde, da Holger var 11 år gammel. Faderen var marinelæge og tit på togt med skibe. Tog undertiden Holger med, da han blev større. Det var meningen, at Holger skulle have en akademisk uddannelse, så han blev student fra Metropolitanskolen. Som den oprører, han var, tiltalte denne løbebane ham ikke. Han ville hellere være kunstner eller håndværker. Det blev kunstner, idet han blev optaget på Akademiet. Han var hele livet en ganske habil kunstmaler med søstykker som speciale. Men han blev hurtigt grebet af det skrevne ord og blev som bekendt Danmarks store nationale skjald.
Han var gift tre gange. Første gang med barnebruden Vilhelmine Erichsen (1852-1935), som han traf på Bornholm. De blev gift 3. november 1871 i Gentofte. Drachmann var meget betaget af sin unge muse, men endte alligevel med at svigte hende, da hun ventede deres første barn, datteren Eva Drachmann. De blev skilt 1878. Han havde i mellemtiden kastet sine øjne på en gammel flamme fra studentertiden, en datter af familien Culmsee på Havreholm. Det var en velhavende familie, der ejede en papirfabrik. Polly Culmsee var i mellemtiden var blevet gift og havde fået to børn, men kedede sig i sit ægteskab. Hun muntrede sig nu med Drachmann. De blev begge skilt, og forholdet fik følger, en lille pige. Drachmann havde da også regnet med, at de skulle giftes, men hun endte med at stikke af med sin læge, som hun i stedet giftede sig med.
Til gengæld trøstede Drachmann sig med hendes lillesøster, Emmy Culmsee, der ernærede sig som lærerinde. De blev gift den 17. maj 1879 i København. Emmy havde ikke søsterens erotiske udstråling, men gav ham i stedet familieliv og først og fremmest ro til at skrive i de næste 8 år, indtil den urolige herre igen søgte nye erotiske udfordringer.
Emmys forældre var begge født og opvokset i Roskilde, så familien havde en forbindelse til domkirkebyen. Drachmann kendte naturligvis også Roskilde. Efter Stændertiden var 1. sal i Palæet blevet indrettet til en stor lejlighed. Her havde marinemaleren Martin Melby boet sidst, men han var død i 1882. Med hjælp fra forlæggeren, direktør Frederik Hegel fra Gyldendal, der kendte Melbys enke, lykkedes for familien Drachmann at overtage den store lejlighed. Det var længe uafklaret, om de kunne få den. I den tid boede de på ”Hotel Prindsen”. Det var i november måned, hvor de var kommet fra et koldt og ubehageligt ophold på Skagen. Det var jo et barsk sted at opholde sig uden for sommersæsonen. Endnu den 3. december 1882 skriver Drachmann i et brev: ”Paa ”Palaiet” kommer vi nu ikke. Det viser sig dog at jeg havde en fin Sans. Snobberne har været på Spil, og jeg skulde naturligvis enten være ydmyget (paa Grund af min Naivitet) eller maaske indstillet til særlig ”Naade”. Nej, nu søger jeg om en mere borgerlig Bolig.” Han trøster sig med, at lejligheden ville have slugt en masse penge. Men ti dage efter afsendelsen af dette brev var familien – far og mor samt børnene Gerda, Kaj og Svend, i fuld gang med at flytte ind i gemakkerne i den store lejlighed. 3. juledag var der gæster til middag, nemlig forlæggeren Frederik Hegel, kollegerne Sophus Schandorph og Otto Borchsenius, alle med fruer. Den store herskabslejlighed indbød ligefrem til selskabelighed. Men den krævede også store møbler. Den 9. januar bebrejdede han sig selv i et brev, at han på ny havde måttet stifte gæld i forbindelse med indflytningen. Nu havde han lige glædet sig til at få arbejdsro, og så blev han overfaldet af regninger, husleje og lignende besværligheder. Han var også utilfreds med, at Det Gyldendal’ske Forlag ikke ville yde ham et tilstrækkeligt stort lån til at klare de midlertidige, pekuniære problemer. Brevet er også interessant, fordi det viser, hvilke litterære opgaver, han var i gang med. Dels var han lige begyndt på et stort anlagt nytårsrequiem i anledning af den franske politiker Léon Gambettas dødsfald. Han havde været det store nationale samlingsmærke for Frankrig i 1870 under krigen med Tyskland. Endvidere arbejdede Drachmann på en ny fri digtning, inspireret af det persisk-arabiske eventyr om ”Aladdin”, som skulle være færdig til efteråret.
Vinteren skulle snart bringe flere fortrædeligheder Det viste sig, at det var næsten umuligt at varme den store lejlighed op. Kakkelovnene åd for en formue, og alligevel måtte digteren sidde indhyllet i sjaler og tage sivsko på fødderne for overhovedet at kunne holde varmen. Resten af familien frøs naturligvis også. Børnene var desuden slemme til at banke på døren til fars arbejdsværelse, og far var svag og lod dem komme ind. Evt. kunne han dysse dem ned ved at stikke dem noget papir, de kunne tegne på, men de ville jo hellere høre ham fortælle og øse af sin store fond af gode historier. Han havde også problemer med genboen i Domkirkestræde, værtshuset ”Skandinavien”. Det generede ham så voldsomt, at værtshusgæsterne støjede, at han klagede til byrådet. Man var jo beæret over skjaldens ophold i byen, og skaffede ham derfor arbejdsro.
Sommeren 1883 tog familien først til Rungsted, siden til Vallerød for at feriere på en bondegård. Nu var forfatteren optaget af at skrive et nyt Sct. Hans Aftens spil og gjorde i den forbindelse studier på ”Bakken”. Sidst på sommeren tog han med Emmy til Vesterhavet, og herfra tog han siden videre til Holland og Belgien. Her gjorde han studier til et rejsebillede fra Ostende-Brügge. I september vendte han tilbage til familien og lejligheden på Palæet. Rejsebrevet var en lejlighed til at kritisere hjemlige forhold. Han lagde nu afstand til sine tidligere radikale synspunkter og langede ud efter de gamle venner med brødrene Brandes i spidsen. Han havde således en borgerlig periode, hvor han satte familielivet og lignende gamle dyder i højsædet.
Digtsamlingen ”Dybe Strenge” udsendt i marts 1884 giver et indtryk af Drachmanns følelses- og tankeliv under Roskilde-opholdet. Flere af digtene udtrykker taknemmelighed for familielivet med hustru og børn. Digtsamlingen afsluttes med digtet ”Klosterkilden”, der jo endnu flyder gennem parken omkring det tidligere Sct. Maria Hospital. Heri skriver han til hustruen:
”Dèr sad med dig jeg tyst og glad de mange Formiddage,
Mens Kildens Saga flød og lød med Ekkos Sang tilbage,
Til Orde kom du, ej jeg – din Haand jeg maatte tage,
Og jeg betragted Dig og saa dit Ansigts lyse Sage:
Den Skrift jeg læste dèr, den gød
En Rislen i min Sjæl, og rød
Om Kind og Pande jeg udbrød:
Velsignet Du – velsignet alle Dage.”
Folk i Roskilde var så stolte over digtet og forfatterens interesse for kilden, at man en overgang havde planer om at omdøbe kilden til ”Holger Drachmanns kilde”.
December 1883 fik familien endelig tid til at gå op i juleforberedelserne i den store lejlighed modsat året før, hvor de lå i flytterod. Den 5. december sendte digteren ”En juleaften” til sit forlag. Den var skrevet på et døgn og ifølge forfatteren aldeles unik. Juleaftensdag havde fruen og den unge pige nok at se til, og børnene var naturligvis ved at revne at forventning. Farmand ville også gerne give sit bidrag til festen, så han forfattede en sang med titlen: ”Julesang for børnene, både de store og små, på Palæet i Roskilde”, der gik på melodien ”Højt for Træets grønne Top”. Træet stod pyntet i Landemodesalen og ved at fylde spandevis at kul på kakkelovnen, blev temperaturen tålelig, så familien kunne gå om træet og synge deres egen julesang iført deres pæne tøj og uden de sædvanlige sjaler og tæpper.
Familien fik aldrig rigtig kontakt med byen og dens indbyggere. De dyrkede hellere deres københavner- og kunstner-venner, der glad og gerne tog toget til Roskilde og mødte op hos den gæstfrie familie i de store stuer og nød godt af mad og vin. Men opholdet havde taget på de to ægtefæller: Dels var der så koldt hver vinter i den store lejlighed og dels led fru D. af efterveerne af en champignonforgiftning. Men det værste var nok alle de angreb Holger Drachmann blev udsat for fra kredsen omkring brødrene Brandes. Det var godt nok til dels hans egen skyld, at de faldt over ham, for han var jo ikke den, der holdt sig tilbage fra at kritisere andre, heller ikke gamle venner og meningsfæller. Det gik ud over både Emmys og Holgers nerver, måske var ægteskabet også begyndt at kede Holger. Der var brug for en pause og den 29. januar 1884 brød familien op for at tage på kurophold i udlandet. De kom kun tilbage til Roskilde for en kort bemærkning, idet de i efteråret 1885 flyttede til en villa bag Frederiksberg Have.
Siden fulgte hans forhold til syngepigen Edith, der i virkeligheden hed Amanda, og hans brud med Emmy. De blev skilt i 1903, men de havde allerede levet adskilt siden 1887. Når skilsmissen nu kom i stand skyldtes det, at H. D. stod i begreb med at indgå et nyt ægteskab med den norske skønhed Soffi, som han havde lært at kende gennem hendes søster, visesangeren Bokken Lasson. Det blev et stormfuldt ægteskab på et tidspunkt, hvor Holger var ved at blive gammel og i virkeligheden krævede mere ro for at kunne digte. Han havde ikke brug for de idelige rivninger med den nye muse den manio-depressive og til tider hysteriske Soffi.
 I disse år fik han igen et fristed i Roskilde. Her boede siden 1897 det bekendte ægtepar, Alice og Gustav Wied, der gennem en række år havde været hans gode venner. De havde lært hinanden at kende i de år, hvor familien Wied boede på villa Rolykke i Sæby i Nordjylland, nemlig midt i 1890’erne. H. D. boede jo hver sommer i Skagen, hvor han dyrkede ”Wein, Weib und Gesang” i Edith-perioden. Det kunne tage så hårdt på den aldrende skjald, at han havde brug for rekreation. Det fandt han i kunstnerpensionen ”Quisisana” i Sæby. Her var der ret bekvemt et kurhotel med varmtvandsbadeanstalt som nabo. I ”Quisisana” boede også maleren Peter Mønsted, der malede Gustav Wied i Hotel Clasens Have i Sæby i 1895. Selv Wied boede en tid på pensionen trods sin bopæl lige i nærheden for at få ro til at skrive ”Erotik”. Der var åbenbart for megen uro hjemme hos Alice og Johan. Gustav Wied havde siden sin pure ungdom beundret Holger Drachmann. I 1895 skrev Wied til sin bror John: ”Forleden var jeg til Middag med Drachmann. Han er ubestridt den smukkeste Mand i Danmark”. De to bevarede et hjerteligt forhold til hinanden, udvekslede de nyeste udgivelser, roste hinanden og opmuntrede til fortsat skribentvirksomhed. De kom også hinanden til undsætning, når de hver især havde været udsat for hård kritik.
Soffi og Holger var som nævnt blevet gift i 1903, men boede for det meste adskilt og rejste meget. I en periode slog H. D. sig igen ned i Roskilde. Han boede på ”Hotel Prindsen”, men opholdt sig en del af tiden hos vennerne på Kastellet. Alice Wied har i et senere avisinterview fortalt denne pudsige episode fra denne periode. En dag mødte Holger op og var meget ophidset over Soffi, der igen voldte ham kvaler. De prøvede at berolige ham, så godt de kunne. Pludselig udbrød han: ”Aa, jeg vil langt bort fra det hele.” og tilføjede: ”Hvornår går det næste Tog til Ringsted?”.
Holger Drachmann blev tidligt ældet, vel sagtens både på grund af et liv med diverse udskejelser og på grund af rivningerne med Soffi. Således skrev Gustav Wied i et brev dateret den 2. december 1907: ”Det er skidt med Drachmann. Han ligger til Sengs, stiv og urørlig uden at tale. Men nu er hans Kone rejste til Italien. Det plejer at hjælpe!” Det gjorde det desværre ikke. Allerede den 14. januar 1908 døde Drachmann i Hornbæk. Hans urne blev fulgt af en tusindtallig skare til det sidste hvilested ved Skagen, hvor den efter hans eget ønske blev gravsat..
Den 16. januar 1908 skrev Wied i den anledning: ”Ja, nu har vor kære Holger faaet Fred. Han var i sandhed Danmarks sidste Athenienser. Jeg vil savne ham meget. Livet blev lettere og lysere og større, naar man var sammen med ham.”
|
Drachmann, Holger
