Om projektet PDF Udskriv

Formål

Projektet skal grave i Roskilde og omegns historie og finde de 12 væsentligste forfattere med tilknytning til egnen gennem de sidste 1000 år. Formålet med projektet er at synliggøre og nyttiggøre Ny Roskildes litterære kulturarv og bidrage til en fælles identitet for alle borgere og medarbejdere i Ny Roskilde Kommune. Projektet skal bidrage varigt til nutiden, så beboere, kultur-, litteratur- og historieinteresserede samt turister får kendskab til den. Det skal blandt andet ske i form af denne udgivelse.

Hvorfor en Roskilde Kanon?

Sidste år blev Kulturminister Brian Mikkelsens Kanon for Kultur med kanon-udvalgenes lister over de vigtigste værker indenfor arkitektur, billedkunst, musik, litteratur m.v. offentliggjort. Det er prisværdigt, at der i disse år skabes en dansk litteraturkanon, men man kan ikke favne et helt land med tolv bogtitler. F.eks. blev der ikke plads til en væsentlig forfatter som Gustav Wied, som stadig sætter sit præg på litteraturen – og ikke mindst på Roskildes byliv med Gustav Wied Selskabet, som mødes to gange om året for at hædre den gamle digter. I den nationale litteraturhistorie er vejen ned til de lokale kulturelle rødder længere og chancen for at genopdage dem ringere. I det lokale perspektiv kan glemte forfattere og intellektuelle derimod få en ny chance for at gøre sig historisk gældende. Det lokale perspektiv kan få indflydelsesrige netværk og grupper af arbejdende idéskabere og meningsdannere til at træde frem. Dermed bliver den historiske udvikling af kulturen gjort mere nærværende og til større inspiration. I forbindelse med udvælgelse af forfattere til Roskilde Kanon vil borgerne i Ny Roskilde Kommune blive inddraget dels ved udvælgelse af kriterier på et borgermøde, dels ved aktiv deltagelse i dialog på nettet. En Styregruppe for projektet vil stå for den endelige udvælgelse af de 12 værker. Selve processen kan være med til at styrke den fælles identitet i den nye kommune.

Målet med projektet er:

  • At udvælge de 12 mest betydende forfattere med hovedfokus på det skønlitterære og med baggrund i Roskilde og omegn, som har præget egnen igennem de sidste 1000 år
  • At igangsætte og inspirere til en dialog om Roskildes identitet., således at borgerne inddrages i udvælgelsesprocessen
  • At afholde arrangementer i 2007 med fokus på de 12 forfatteres værker og deres betydning for kommunens identitet
  • At udgive en antologi med tilsvarende skriftlige præsentationer af de 12 forfattere
  • At genoptrykke/ nyskrive en eller flere af de udvalgte værker
  • At etablere et netværk om kulturlitterære forhold på lokalt plan

Organisering

Heinzes Boghandel og Videncenter er opdragsgiver på projektet. Projektets øverste ansvarlige er styregruppen med Direktør for Heinzes Jannick B. Pedersen som formand. Øvrigt medlem er afdelings- og projektleder Anne Kathrine Skibelund fra Intekk, som er en selvstændig konsulentenhed under Roskilde Bibliotek. Der er nedsat en projektgruppe med kulturkoordinator Marie Berthelsen som projektleder. Projektgruppen bestod desuden af chef for Heinzes boghandel Niels Elbæk, cand. mag. Lars Ylander, bibliotekar og cand. mag. Eva Tønnesen, cand. mag. Martin Campostrini. Med realiseringen af denne hjemmeside, de tilhørende tekster, udgivelse af Roskildetræet, og 4 offentlige arrangementer i 2008 er en stor del af målsætnignerne i projektet realiseret. Der arbejdes i øjeblikket på organiseringen af en ny projektgruppe til realisering af den afsluttende udvælgelse af 12 kanon forfattere. 


LAST_UPDATED2
 

Mere om Roskilde1000