Carl Bagger: Roeskilde (digt 1837)

ROESKILDE

Derhenne ved Kirkegaardsmuren
Er der en lille Høi,
Hvorfra mine Blik og Tanker
Tidt udover Vandene fløi;

Hvor Kirken, med Harald Blaatand
Broget paa Pillen malt,
Og Klosteret henne bag Muren
Liggende mørkt og svalt;

Hvor Hvælvinger gjemme
de Konger, — Jeg troer fra Dan Mykillat
Som ere saa smaa i de Grave,
Men vare saa store for Stat;

Hvor Fanen, erobret fra Svensken,
Nedhænger — en Blasphemie!
Og Kobberrustningen stander
Som var der en Mand deri;

Hvor det buede I.oft i Kirken
Fremviser et Blomsterflor,
Saa friskt, de blaae med de røde,
Som var det malet ifjor, —

De Faner, den Kobberrustning,
De Grave, som Klopstock besang,
Den Kirke, det Loft og de Taarne,
Den hellige Kirkegaardsvang,

I min Sjæl de bevirked en Skygge,
Et Sorgpræg ind i mit Bryst,
Et Tusmørke paa min Pande,
En klagende Lyd i min Røst,

Et Blik for det Kolossale,

Et Øre for Aftenens Vind,

For Dyrets og Træets Tale,

For Folkenes sørgende Sind.                         

De høie Taarne sig speiled'

Ned i min barnlige Sjæl;
Ensom jeg gik ved Stranden,
Mennesket saae kun min Hæl.

Der lagde jeg først de Planer,
Som aldrig blev realiseért,
Der tænkte jeg mig som Hersker..
Med Hermelinskaabe drappeert.

Formodentlig smittede Luften
Fra Bistrup mit unge Sind,
Thi hvad der ei var, det saae jeg,
Og for hvad der var, blev jeg blind.

En Demosthenes, meente jeg, var jeg,
En vordende Mirabeau,
Der eengang skulde forandre
Verdens Vandel og Tro,

Der skulde med Saxen jeg klippe
Stormandsbaandet og Stjernen.
Og hænge de Aristokrater
I Maaneskin paa Laternen.

Mindst tænkte jeg sandelig derpaa,
Jeg skulde saaledes endt —
Foruden Examen og Embed,
Evindelig en Student!